Drømmer hver nat, om at det er dagen før jeg skal afsted til USA, dagen før alt begynder. Jeg drømmer at der kommer noget i vejen som forhindre mig i at nå flyveren i kastrup. Igår nat var det at jeg ikke kunne finde min mor, og det var hende der skulle køre mig. Crazy shit.
Men det værste ved det hele, er skuffelsen når jeg vågner.. Skuffelsen over, at der er endnu 4 måneder til. 4 små, men alligevel så forfærdelig lange måneder til.
- Jeg bliver tit spurgt af lærere, familiemedlemmer, venner osv. Hvorfor jeg lige har valgt at tage til USA og være udveklingsstudent? Ikke fordi de ikke forstår mig, men bare af ren nysgerrighed over mit mod og interesse for lige præcis USA. Jeg smiler altid når jeg får det spørgsmål. For jeg er i bund og grund ikke engang selv, helt klar over hvorfor det lige blev USA.. Jeg har altid haft en længsel efter at komme derover, opleve kulturen, snakke med dem, høre deres flydende engelsk flyve ud i en lang bane af ord og sætninger, se byerne, staterne forsvinde forbi, mens jeg skarpt observere hver enkel detalje som er anderledes. Men mest af alt prøve at leve som en rigtig amerikaner i hele ti måneder. Der er ikke andet for mig. Jeg vidste hvad jeg ville. Når jeg tænker på det. Tænker på at jeg faktisk skal derover at bo, giver mig de vildeste sug i maven og de tydeligste kuldegysninger. Min drøm bliver udlevet, og det er sjældent man er så heldig, at det sker i sådan en ung alder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar