Jeg er begyndt at inde at jeg skal hjem. At jeg ikke har noget valg. Og jeg er faktisk begyndt at acceptere det lidt. Det skifter nu fra dag til dag. Nogle dage ville jeg bare ønske at jeg kunne sætte på pause og lade varer for evigt. Men må indrømme at der er mange jeg savner derhjemme. Og der er mange som jeg virkelig glæder mig til at se igen.
Det bliver underligt at komme hjem til lille Århus igen. Køre igennem de små gader som jeg har kørt gennem så mange gange før. Se alle de ansigter igen, som jeg ikke har set i 10 måneder. Spise dansk mad igen, som jeg faktisk har helt glemt hvordan smager.
Ja jeg glæder mig vel til at rejse hjem til kedelige Denmark igen. Rejse hjem til alt hvad jeg forlod for at komme her. Ja jeg glæder mig vel.
Jeg glæder mig til at kramme alle igen. For tror ikke at jeg indser at de virkelig er der indtil, jeg kan mærke dem i mine arme. Indtil jeg kan høre deres stemmer. Deres grin